At eje eller leje

I dag tager jeg de første rigtige skridt mod potentielt at eje istedet for at leje – om end jeg mest af alt kigger efter andelsboliger lige nu.

Det er vildt at blive konfronteret med egne krav, for hvis der er en ting jeg er kræsen med, så er det godt nok lejlighed.

Hele processen er en jeg er utroligt meget i tvivl om, men også en jeg føler jeg godt kan komme igang med.

Lige nu står kontoen med indskud til lån på 12.000 – hvilket man ikke får meget for, men det er en solid start, og ærligt talt så glæder jeg mig helt vildt til at have noget der er mit eget, og betale ned i min lomme hver eneste måned, istedet for til en idiot af en udlejer.

Reklamer

Verdens forsigtigste investor

Billedresultat for katrine matador

Mit investeringsidol!

Så er det sket. Efter at have cirklet om det i flere måneder, er jeg endelig officielt oprettet og har brugt mine første penge på aktier.

Faktisk mere specifikt investeringsfonde, for jeg spiller nemlig det lange, lange, laaaaange spil med 10+ års udsigt.

Hvorfor investere?

Det lyder måske lidt underligt, men for mig handler det om økonomisk tryghed.

Jeg elsker mit job, jeg elsker mit erhverv, og for mig giver det utrolig meget mening at gå på arbejde hver eneste dag. Men det er også et faktum at jeg meget meget dårligt kan holde til en 37 timers arbejdsuge, men 32, 30? Det er jeg sikker på jeg godt kan.

Som kronisk syg, kan jeg ikke lade vær med nogengange at blive ramt af tanker om hvordan jeg skal overleve hvis uheldet virkelig slår ned og min krop siger helt fra.

Derfor er det svært ikke at drømme om en passiv indkomst. Om lavrisiko investeringer som en tryghed I at jeg måske, når jeg er ordenligt etableret på arbejdsmarkedet og har fundet mine grænser, kan “få lov” til at gå ned til 32 timer.

Lige nu investerer jeg 600 kroner om måneden, hvilket måske ikke er meget, men om 10 år er jeg 35, og der er alligevel ret meget liv tilbage efter man er blevet 35.

At være lettere katestrofeorienteret og åbenhed om et sygdomsforløb

Tror du det hjælper at skrive ens tanker ned? Måske?

I tirsdags d.12.3 var jeg til foredrag med Sustain Daily, og undervejs lavede vi en lille øvelse hvor vi skulle forsøge at forestille os vores eget liv om 10 år, og for første gang nogensinde lykkedes det mig at tænke på mit eget selv som 35 årig, uden at det eneste der eksistere er et stort sort hul af intethed.

Kender I det når man indser noget om sig selv man egentlig helst ville være foruden? Jeg vil ikke kategorisere mig selv som sortsindet. Generelt er jeg egentlig ganske glad. Træt, men glad. Alligevel har jeg utrolig svært ved ikke altid at forvente det værste, ikke altid at tro min verden går under om lidt eller at jeg får et kæmpe skattesmæk, at jeg bliver syg af for gammel mad, at jeg ikke kan deltage i X event fordi jeg undervejs bliver udkørt, at jeg er svær at elske og at jeg aldrig finder en der kan finde glæde i mig på trods – for kan man overhovedet tillade sig at lægge så meget ansvar over på et andet menneske?

Når det bliver skrevet sådan lige i rap er det ret voldsomt, og selvom jeg selv synes jeg er god til at italesætte mine bekymringer og mine begrænsninger i det private rum er det utroligt sjældent noget jeg taler om offentlige. For hvad nu hvis en kommende arbejdsgiver ser det? Hvad hvis nogen jeg kender finder mine indre tanker og bruger dem imod mig? Hvad hvis jeg i et øjebliks tungsind deler noget der var gældende på det tidspunkt men som et par dage efter sidder som en stor fed skamplet som aldrig helt kan skrubbes væk? For alt vil altid være på nettet?

Jeg har altid været en type med mange jern i ilden. En der har haft svært ved at sige nej, og for at være ærlig synes jeg det er pinligt at min opvask ofte står i flere dage, og at jeg for det meste går i seng kl.19 fordi jeg simpelthen ikke har mere at give den dag. Jeg er ikke udbrændt, eller det tror jeg ikke at jeg er, ihvertfald ikke på samme måde som kvinderne i “We can’t do it” (D.15.3 kan det stadig ses på DR TV ), men jeg er træt og bekymret helt ned i tåspidserne.

Hvis du sidder som pårørende nu og tænker at Kristine lyder som en der lider af angst, så bare rolig. Det gør jeg med største sandsynlighed ikke. Jeg er dog (stadig stadig) igang med udredning på et sygdoms forløb der har varet hele mit voksenliv, og store dele af mit barneliv.

Jeg har et enormt behov for kontekstutalisering, at ting giver mening, at der er en sammenhæng og jeg får den nødvendige information jeg skal bruge for at skabe et overblik. Ingen bloggere skylder dig noget, men jeg kan nogengange godt blive træt af når alting skal knuders og skjules og fortælles med forbogstaver som Skønne S og Lille M.

Lige nu er den bedste diagnose jeg har fibromyalgi. Den er ikke særlig tilfredsstillende, for faktisk ikke at sige den er decideret elendig, for selvom den findes er det egentlig mest en “skraldspandsdiagnose” du kun kan få når alt andet er udelukket. D. 4/4 har jeg en samtale på Remutologisk afdeling i Aalborg, noget jeg både glæder mig til og også er skræmt af, for hvad nu hvis de igen igen ikke finder nogen forklaring på hvorfor jeg tit bliver så træt at jeg kan græde, at min ryg nogengange gør så ondt at jeg brækker mig når jeg skal have sko på, at jeg kan blive så overvældet af indtryk at min hjerne føles som en sky der har været igennem en kødhakker? Jeg ved det ikke, og der er ingen nemme løsninger.

Men hvorfor skriver jeg alt det her?

Underligt nok er det startet med mine tanker om bøger, og en fortælling i mig selv om at jeg faktisk (nok godt) kan skrive. For jeg har aldrig set mig selv som et menneske der er særligt kreativ. Jeg kan læse, og jeg kan være vært for stort set hvad som helst, men store tanker, smukke ord og noget der kan bevæge andre? Mjanhm.

Der er dog flere der siger at eksponering og at gøre de ting du frygter allermest er den eneste måde at blive fri på, og er det ikke i slutningen af dagen det vi helst vil være? Fri til at vælge det der giver mening og fri til at være den vi vil?

Jeg har ikke nogen plan, men jeg håber på at kunne fortælle om de tanker der kører rundt i maven på mig om at være klimadeprimeret, om at leve med en kronisk sygdom, om investering som fremtidssikring, om livet i en anden social klasse end du er født i (kæmpe skud ud til min mor som er verdens bedste), og tanker om at blive alenemor med donorbarn – et emne jeg havde lovet mig selv jeg ville tage stilling til som 25 årige, hvilket er sket i det herrens år 2019.

Kommer det her til at give mening? Måske. Men jeg vil ihvertfald gerne give det her et forsøg. For min egen skyld.

Instapost – Anmeldelse: Kundskabens frugt (Tegneserie)

42068833_350831492328540_3682450039843586048_n

 📖: Kundskabens frugt 📖: Cobolt 📖: 2015

Med selvironi og iskold humor gennemgår svenske Liv Strömquist det kvindelige underlivs historie i den moderne verden.

📚

Kender du det hvor du af hele dit hjerte ville ønske en bog havde en anden forside? Sådan har jeg det med den her tegneserie, for forsiden siger /intet/ om hvor fantastisk historien indeni er. Vaginaen har i århundrede været kilde til forundring, fordømmelse, fascination og væmmelse hos manden, og siden der har været en klar patriarkalsk overbalance i magtstrukturen, er det også dem der har haft mest at sige, selvom kønsdelene slet ikke sidder på dem. Jeg vil ikke sige at jeg elsker “Kundskabens frugt”, men jeg fandt den dybt fascinerende, særligt grundet alle de små ekstrating du får information om. Vidste du f.eks at ham der opfandt Kellogs Cornflakes også var læge og kom saltsyre i kvinders underliv? Og at en måde at fordømme kvinder som hekse var ved at finde en besynderlig “knop” i deres kønsdele som nogengange forsvandt? Jeg anbefaler tegneserien bredt, og ville ønske af hele mit hjerte at forsiden reflekterede den sindsyge gode historie der er indeni!

 Jeg giver historien 4/5 ⭐️
Andre bøger med 4 stjerner

Instapost – Anmeldelse: Så længe ingen ser os (Bog)

Så længe ingen ser os

 📖: Så længe ingen ser os // 📖: ABC Forlag // 📖: 2018

Jon lukker øjnene og venter på det ender. Sådan er det med næsten altid når mor bliver underlig, når mor bliver vred og flaskerne hober sig op, men pludselig en dag er Ole der. Ole som laver pandekager og sørger for der er rent tøj, Ole som smiler og træner fodboldholdet, men da Jon bliver 15 inviterer Ole ham med på telttur, og Jon kan ikke komme hjem igen hurtigt nok.

📚

Så længe ingen ser os er ikke en bog jeg havde lyst til at læse, som I overhovedet ikke lyst, men jeg er uendeligt glad for at jeg gjorde det. Bogen omhandler pædofili, incest, alkoholmisbrug og omsorgssvigt, men trods disse meget tunge emner formår bogen stadig at fortælle en historie med håb og realisme til en ung målgruppe. Den er oversat fra svensk, og de skandinaviske rammer gør bogen endnu mere relevant. Sproget er helt fantastisk, og går til kanten uden at beskrive hvad der reelt sker når Ole kommer på besøg eller Mor i starten igen har et af sine anfald. Den udforsker alle sider af problematikke omkring en forældrefigur der forgriber sig på et barn, lige fra Jons kamp med at få det sagt – for hvad nu hvis han skal være alene med mor igen? Til en nat han har fundet et boldtræ men ikke kan bruge det for han tør ikke, til alle de bekymringer han har omkring sin halvlillebrors sikkerhed og den ekstreme søskendekærlighed han har samt et ønske om at beskytte ham. Ole er beskrevet perfekt som autoritetsfigur der misbruger sin position og en usympatisk sympatisk psykopat der gemmer sit grimme ansigt fra omverdenen. Jeg ved ikke hvor mange der kommer til at læse om så tungt et emne, men jeg har ihvertfald tænkt mig at have den med som fast repetoire i mine booktalks for de ældre klasser fra nu af samtidig med at jeg fortæller dem at vi på biblioteket hverken interesseres os for hvad du låner eller holder øje med dig. Det er ikke en bog alle har brug for, men en bog der er så så vigtig for dem der mangler den, og jeg er helt vildt taknemmelig for at den er udkommet på dansk.

  Jeg giver historien 5/5
Andre bøger med 5 stjerner

Instapost – Anmeldelse: Super 4

41972317_342652606297841_5228091989513207808_n

 [Reklame/anmeldereksemplar fra forlaget]
📖: Super 4 // 📖: Mellemgaard // 📖: 2016

 Det eneste Max ønskede sig var en cykel og en stille og rolig sommerferie, men skæbnen vil at han ender på et ufrivilligt sommerskole ophold på Anabelle, hvilket er tæt på det værste Max kunne forestille sig. Anabelle sted hvor ingen er som de ser ud, og det eneste de har til fælles er at alle er vanvittigt rige. Undtagen Max.

📚

Super 4 er en solid “børn får superkræfter, hvad sker der nu” historie. Hovedpersonen Max er meget virkelig, sympatisk og ærlig, og hans rolle i bogen giver utrolig god mening. Hovedpersonerne derudover er dog desværre utrolig stereotypisk: fed dreng med pruttekræfter, lille skvat med superhjerne, emopige med voldelige elektriske tendenser, men siden bogens publikum er i den yngre ende, er det stereotypiske faktisk mest af alt en hjælp til dem og et godt virkemiddel til at få handlingen igang lidt tidligere. Super 4 er lidt som hvis X-men, Charlie og Chokoladefabrikken og Herlufsholm blev smidt i en blender og kørt på højeste hastighed. Der er action, godt tempo, og god introduktion til et univers der sagtens kan bygges videre på. Desværre fangede historien mig ikke, eller gjorde mig begejstret, men jeg er sikker på at der sidder masser af læsere derude som er for unge til Percy Jackson som vil få rigtig meget glæde af den her.

  Jeg giver historien 3/5 ⭐️
Andre bøger med 3 stjerner

Instapost – Anmeldelse: Filterløs (Bog)

Filterløs

 📖: Filterløs // 📖: Vild Maskine //  📖: 2018

Alma er helt normal. Eller det vil hun ihvertfald gerne have dig til at tro, for indeni raser der et uvejr hun ikke kan styre, et uvejr af sorg, af savn, af følelsen af ikke at passe ind, og selvom Alma virker som en helt almindelig gymnasieelev, er hun ikke sikker på hvor hendes angstmedicin ender, og hvor hun begynder.

📚

Filterløs er en fantastisk oplevelse som jeg læste ud i et stræk, fordi historien forlanger det, og fordi jeg ikke kunne lade vær. Alma er så sårbar og yndig, en stor selvudslettende knude med gode intentioner der er ved at sprænge rammerne for hendes liv da hun ikke kan holde ud at være til. Alma forelsker sig, får sit hjerte knust, og lever med sin sjæl både når det gør ondt og når det går godt. Historien centrer sig omkring farens sygdom og død, et anstrengt forhold til søster og mor, hvordan det er at leve med en diagnose hun ikke helt forstår og forelskelsen i den helt helt helt forkerte mand. Filterløs er en rå, rammende og givende ungdomsbog der handler om når verden ramler og hvordan man rejser sig fra askerne. Den har et fantastisk og finpudset sprog der legende let bærer dig igennem historiens handling, og som bringer dig helt tæt på Alma både når hun tvivler og når hun sejrer. Jeg anbefaler Filterløs bredt, og glæder mig til at se om jeg kan lokke gymnasieelever til at læse den når de slår smut forbi biblioteket!

 Jeg giver historien 5/5 ⭐️
Andre bøger med 5 stjerner