En guide til kontakt med bogbloggere

Du vil gerne have din bog anmeldt, men selvom du har udsendt anmeldereksemplarer til højre og venstre er den etablerede presse tavse som graven.

Hvad så nu?

At pressen ikke har taget din udgivelse, kan have mange årsager: Du kan være selvudgiver eller medudgiver, have valgt at skrive digte, fantasy, billedbøger, ungdomsbøger eller noget helt andet, som simpelthen bare ikke får spalteplads.

Det er her de fleste forfattere får øjnene op for bogbloggere.

Men hvordan får man lige bloggere i tale, og hvordan forøger du chancerne for, at en bogblogger vælger at takke ja til din udgivelse?

Hvis du er nysgerrig på hvordan det ser ud når bogbloggere spørger om anmeldereksemplarer, har jeg skrevet en guide om netop det, som kan læses: her

Blog og Instagram

Mange af dem der i Danmark omtaler og skriver om bøger i deres fritid benytter ikke længere “kun” blogs, men nu også det meget populære medie Instagram. Bogbloggere der primært bruger Instagram har kælenavnet Bookstagrammers.

Det er op til dig som forfatter eller udgiver om du ønsker at bruge bloggere som benytter det ene eller det andet medie. Der er fordele og ulemper ved begge dele. Du skal dog være opmærksom på at det er dit ansvar som den der tilbyder udgivelse til anmeldelse at specificere hvis du f.eks ønsker at din bog skal anmeldes på det ene eller andet medie. En sådan specificering er ikke noget jeg anbefaler, men det er en der stadig er på din del af banen.

Samarbejde med bogbloggere

I modsætning til mange andre typer af “influencers” (selvom de fleste bogbloggere helst vil kaldes anmeldere) modtager den gennemsnitlige bogblogger ikke nogen penge for at læse, tage billeder eller optage video og anmelde et anmeldereksemplar. Jo, de får lov til at beholde udgivelsen, men derfor er det stadig vigtigt at huske, at du som forlægger/forfatter får adgang til “reklame”, som i alle andre brancher nemt kunne have kostet flere tusind kroner.

Grunden til, at jeg skriver det her og endda skriver det så firkantet, er, at bølgerne nogen gange kan gå højt i forhold til forventninger på begge sider af bordet, når det kommer til anmeldereksemplarer. Når du bruger “gratis” arbejdskraft, skal du huske, at den netop er gratis, og at du derfor ikke i særlig stor udstrækning kan tillade dig at diktere, hvor hurtigt eller hvordan bloggeren skal gribe sin anmeldelse an, medmindre I får indgået en skriftlig aftale.

At finde bogbloggerne

For at kunne skrive til en bogblogger må du først finde dem. En stor del af det arbejde er dog heldigvis allerede gjort af andre før dig.

Nyttige links

Hvis du gerne vil finde en Bookstagrammer er det allerede lidt værre. Der er ikke på nuværende tidspunkt lavet samme oversigt, men jeg har alligevel to tips.

  1. Undersøg hvem der har været nomineret til og vundet Plusbogs DBBA (Danish book blogger award)
  2. Søg på Instagram med hashtags som #bøger #bogblogger #dklit eller hvis du finder en bestemt bogblogger du bryder dig om, så se hvem de følger og undersøg om der er nogen af dem du kunne tænke dig at skrive til.

At skrive en mail

Der er ingen gylden opskrift på hvordan du er sikker på, at en bogblogger vil bruge deres tid på at læse din bog, men her er en skabelon til, hvordan du hurtigt og præcist kan præsentere din udgivelse bedst muligt.

Jeg anbefaler KRAFTIGT, at du, inden du sender en mail af sted, lige klapper af, hvorvidt din udgivelse passer til den type litteratur, bloggerne tidligere har anmeldt. Der findes bloggere, der skriver om nærmest alt, men hvis du ønsker et godt samarbejde, er det et minimum af pli at sørge for, du ikke er den, der f.eks tilbyder en børnebog til en, der kun anmelder krimier eller lige omvendt.

Hvis du primært eller udelukkende udgiver e-bøger og lydbøger, skal du være ekstra opmærksom på, at den bogblogger, du henvender dig til, modtager digital litteratur. Som jeg skrev i starten af denne guide, er den fysisk udgivelse i mange tilfælde bloggerens “løn” for det stykke arbejde, der bliver lavet, og du kan derfor stå med en øget risiko for et nej eller udeblivende respons, hvis du ikke laver dit hjemmearbejde.

Skabelon til mail:

Overskrift: Genre + titel + forlag hvis relevant
Et eksempel kunne være: Ny fagbog “KSHDKs Instruktionsamanual” fra KSHDKboeger.

Hej [Bogbloggerens URL]

Jeg skriver til dig angående min udgivelse [Navn på udgivelsen] med henblik på anmeldelse.

[Udgivelsen bagsidetekst/Information om udgivelsen/Hvorfor bogbloggeren skal læse netop din bog]

Hvis du ønsker at anmelde udgivelsen, skal jeg bruge følgende information [adresse/telefonnummer/hvad der er nødvendigt]

Tak for din tid.

Hilsen [Indsæt navn + kontaktinformation]

Derudover er det også ALTID en god ide at vedhæfte forsiden på udgivelsen samt en læseprøve, en pressemeddelse eller som minimum et link til et sted, hvor bloggerne kan læse sig til yderligere information.

Hvis du ønsker, at bogen skal anmeldes inden for en bestemt periode, er det også en god ide at inkludere det allerede fra start, så bloggeren har god mulighed for at takke nej, hvis de ikke kan overholde deadline.

Efter mailen er sendt

Selvom det virker som almindelig god opførsel, skal du ikke umiddelbart forvente at få svar fra de bloggere, du har taget kontakt med.

De fleste bloggere modtager en overraskende mængde henvendelser, og af ren høflighed har de fleste ikke lyst til at skrive tilbage med et nej eller en hård afvisning.

På mange måder minder bloggere ligesom pressen om Tinder: Der skal fiskes bredt og skydes med spredehagl, om end de hagl helst skal ramme bare nogenlunde præcist. Skriv derfor gerne til et par stykker og prøv dig frem, til du finder den fremgangsmåde, der er rigtig for dig. Pr. mail er det mest gængse, men jeg modtager personligt også flere henvendelser fra forlag via Instagram DM.

Hvis bloggeren siger ja tak til anmeldelse af bogen, kan du nu fremsende den til adressen, og så er alt ude af dine hænder, for nu begynder bogbloggerens arbejde.

Advertisement

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.