Anmeldelse: Mænd uden kvinder (Bog)

13671844_1002147263215805_444891781_n

Forfatter: Haruki Murakami
Udgivelsesår: 2015
Forlag: Klim

“Mænd uden kvinder” er en stærk novellesamling af Haruki Murakami, der handler om den hårde og svære kærlighed, der af og til rammer et menneske.” (Saxo)

Murakami er for mig et lidt sjovt forfatterskab, da den anden rigtige kæreste jeg nogensinde havde sendte mig en af hans bøger med posten til låns. Bogen blev både et symbol på at han godt kunne lide mig, men også et løfte om at vi skulle ses en gang da han boede på Sjælland mens jeg boede på den jyske hede ved Silkeborg.

Jeg har ikke den store kendskab til Murakamis bøger, men jeg føler mig alligevel fuldstændig hjemme i hans univers. Murakami er melankolsk, eftertænksom, snu og vanvittigt dygtig til at male et billede og skabe hele personer der føles virkelige da de får lov til at være uperfekte og reagere uden at skulle være pæne eller opfylde et moralkodeks. De får bare lov at være. I denne bog var det særligt den første fortælling der rørte mig, de stille samtaler der aldrig blev talt, hovedpersonens behov for at /vide/, smerten der fulgte med og trangen til ofte at forsvinde fra alle dele af sig selv.

Vil jeg anbefale den? Ja, men kun til læsere der er interesseret i melankoli og nostalgi efter noget der måske aldrig har været der. Som de siger i (500) days of this summer;

“This is a story of boy meets girl, but you should know up front. This is not a love story.”

♥ ♥ ♥ ♡ ♡

Reklamer

Det der med ikke at læse færdig og TV vs bøger.

I løbet af sommeren er jeg blevet smaskforelsket i tv serien The Magicians.


Serien kan på mange måder alt det jeg har allermest brug for i en serie om magi. 

Et gennemtænkt grundlag, faste rammer, udviklede karakterer og en verden med konsekvenser.

Serien er bygget over en triologi af Lev Grossman. Jeg læste seriens første bog, The Magicians, i 2012, men efter min ferie i Tyskland fik bogen en chance til.


Har jeg læst den færdig? Nej. Er jeg glad for de dele jeg har læst? Ja.

Bogen har haft fast plads på mit sengebord i ugevis, før jeg endelig rykkede den op i min bogreol til sit nye hjem. 

Der er på mange måder en utrolig underlig læseoplevelse, og en endnu underligere oplevelse af at være fan. Jeg har altid været typen der har slugt /alt/ fra et univers, der har elsket at grave mig helt ned på detalje niveau og opsuge alle indtryk, men hos The Magicians er det kun serien der har kunne få den lyst frem i mig. 

For nu er bogen kommet på pause, ventetiden på tv seriens sæson to er indledt, og jeg forsøger at komme overens med min nye identitet som “typen der ikke læser færdigt”, hvilket på alle måder strider imod det æreskodeks som jeg som læser har fuldt i mange år.

Hvordan har i det? Er i superfans? Kan i give slip? Skal en bog altid læses færdigt?

Min bogreol

Siden jeg var helt lille har jeg elsket bøger. Jeg kunne bruge timevis på at ordne, sortere og derefter omrokere mine mangaer, hvilket er den første rigtige type bøger jeg selv kan huske at jeg aktivt har samlet på. Jeg har ihvertald tømt mangt en opvaskemaskine i mit barndomshjem for at spare sammen til Ranma 1/2, Love Hina og Mesterdetektiven Conan.

I dag er det dog ikke så meget mangaerne der fylder i den bogreol jeg kigger på hver dag, men mere min stadig voksende samling af klassisk skønlitteratur. Tegneserierne af både vestlig og østlig slags er i høj grad blevet sendt i eksil enten i stuen, eller under sengen hvor de venter på at interesse  for dem vender tilbage.

Jeg er en meget visual person, der bliver utrolig forstyrret af “støj”, hvilket stemmer meget dårligt overens med min distræte og rodede væremåde. Heldigvis er det nemt at holde en bogreol forholdsvis ren når den først er sorteret.

image

Som I kan se er der i denne omgang blevet satset på farve- og højdesortering da jeg synes det giver det mest rolige udtryk.

image

Ideen er snuppet i denne udførsel fra min allerkæreste Astrid (IG @strangestkiddo) da hun er typen der godt gider tage diskussionen om hvorfor en farveopsætning er vigtigt, men endnu mere fordi hun forstår at udtrykke det jeg ikke selv kan i forhold til hvorfor regnebueopstillingen ikke er løsningen på alt, selvom pinterest insisterer på noget andet.

image

Min gamle opstilling var efter forfatter efternavn og højde. Ideelt ville en klassisk genre og efternavns opsætning nok være bedst, men siden min samling stadig er så lille (Under 400 bøger, eksklusiv tegneserier og børnebøger). Giver det nuværende system mening for mig.

image

Siden sidst.

Hej allesammen.
Der er gået omkring 2 måneder siden jeg sidst har læst min blog. December og januar er altid hårde måneder for mig, både grundet jul men mest af alt grundet eksamenperioden.
Det er dog ikke fordi jeg ikke har læst i januar og december, jeg har bare ikke haft overskud til at sige noget om nogen af de bøger jeg har læst.

For tiden er jeg gået lidt i stå, men heldigvis opdaterer jeg (næsten) altid min Instagram med billeder af hvad jeg går rundt og læser.

Hvis i har lyst til at følge med derinde kan i finde mig på KSHDK93, og på tagget #kshdklæser

10954784_739828669494233_1547606741_n12353963_1259709150721817_127682778_n12317833_598912606913751_1050444258_n12317562_136828893358947_1724314208_n

 

Bøger jeg aldrig får læst færdig – Sådan opfinder man en pige

12328177_817356998390082_674290749_n (1)

Jeg kom desværre ikke meget mere end 30 sider ind i “Sådan opfinder man en pige” før jeg indså at jeg aldrig ville få den læst færdigt.

I maj 2015 læste jeg “Kunsten at være kvinde”, som jeg desværre ikke brød mig specielt meget om. Du kan læse min anmeldelse af bogen, her.

“Sådan opfinder man en pige” virker for mig “bare” som en faktionel udgave af “Kunsten at være kvinde” og jeg må desværre indrømme at jeg på ingen måde er enig nok i, eller finder Caitlin Morans kvindesyn spændende nok til at jeg vil læse den samme historie en gang til.

Anmeldelse: Ildkamp (Bog)

11950719_745093985617109_359684147_n

Forfatter: Brandon Sanderson
Udgivelsesår: 2015
Forlag: DreamLitt.
Givet som gave fra DreamLitt i forbindelse med Bogbloggertræf 2015

!!Hvis du endnu ikke har læst “Stålhjerte” så læs IKKE denne anmeldelse, da den indeholder spoilers!!

“Stålhjerte er død. Dræbt af den unge David Charleston som hævn for drabet på sin far. Verden er dog stadig underlagt de magtfulde episkes styre, så jagten på at finde og dræbe episke fortsætter for David og resten af Fortropperne. Jagten bringer teamet til Babylon Genopført, det gamle Manhattan, som den højere episke Regalia har oversvømmet og styrer med hård hånd. Regalia er barsk og snu og har mange allierede, så Fortropperne får deres sag for.”

Ildkamp er forsættelsen til Stålhjerte, en del af serien om Fortropperne, som fik 5/5 hjerter af mig. Jeg var utrolig spændt da jeg begyndte på Ildkamp lige efter at jeg var blevet færdig med Stålhjerte, og Ildkamp skuffede på ingen måde.

I anden bog bliver universet David og de andre Fortropper befinder sig i endnu mere udviklet, og vi får som læsere lov til at opleve mere af hvordan verden har ændret sig efter de episkes overtagelse.
En af mine yndlings ting i bogen er hvordan vi kommer endnu tættere på de episkes opståelse, hvorfor og hvordan. Jeg elsker konceptet, og jeg glæder mig meget til at læse den næste bog også.

Ildkamp er en smule mere optimistisk og humoristisk end Stålhjerte, selvom udfordringerne Fortropperne står overfor på mange måder er mere alvorlige end de var i den første bog.

Vil jeg anbefale den? Ja. I modsætning til mange af de andre serier jeg har læst indenfor genren (Divergent, Hunger Games) er jeg overhovedet ikke træt af serien endnu, og jeg er så klar til mere. Jeg vil dog stadig primært anbefale både Stålhjerte og efterfølgeren til læsere der ikke har alt for stort kendskab til den post apokalyptiske genre.
Ildkamp holder 110%

♥ ♥ ♥ ♥ ♥

Anmeldelse: We were Liars (Bog)

10632489_899007370136320_2119024749_n

Forfatter: E. Lockhart
Udgivet: 2014
Forlag: Hot Key Books.

“We Were Liars” er en gribende roman om en sommer for en gruppe overklasseunge. Cadences familie holder familietræf hver sommer på deres private ø, Beechwood Island. De tre ældste fætre og kusiner bruger tiden på at drive rundt sammen med vennen Gat, som Cadence en sommer bliver voldsomt forelsket i.”

Jeg har en svaghed for aristokrater, there, I said it. Jeg elsker det ekstravagante, det dekadente, min yndlings familie i Harry Potter er Malfoy familien, jeg er forelsket livsstilen og særligt livs synet hos dem der har flere penge end de har moral. Sådan en type familie er Cadences og jeg slugte det hele råt.
Bogen er letlæselig, spændende og hurtig at komme igennem. Cadences er vores fortæller, men grundet en ulykke er hun langt fra en pålidelig fortæller, hvilket giver hele historien et lag af mystik. For mig føltes det næsten som at læse en krimi, da jeg hele tiden var igang med at finde ud af hvad det egentlig var der var sket sidste sommer. Personerne er usympatiske og fantastiske i deres navlepilleri, manglende indsigt og ikke eksisterede empati.

Vil jeg anbefale den? Ja, men ikke til alle. Det er en bog hvor læseren skal være “vaks” og villig til selv at lægge arbejde i læsningen. Der er flere små digte og eventyr blandet ind imellem hovedhistorien, hvilket for mig var fedt, men som jeg ikke tror vil passe alle.

♥ ♥ ♥ ♥ ♡