Anmeldelse: Da jeg klædte Matador på – Bag kulisserne på TV-serien (Bog)

📖: Da jeg klædte Matador på⁠⠀
– Bag kulisserne på TV-serien 📖: Historia 📖: 2020⁠⠀


“Når vi ser en film koncentrerer vi os mest om handlingen og tænker måske ikke så meget på alle de mange detaljer, som bevirker, at helheden er realistisk. Tid og sted og ikke mindst personerne skal fremstå virkelige og en stor del af dette billede er kostumerne. De skal underbygge både handling og personernes karakterer. Det er et stort arbejde at få dette til at passe, og man tænker sjældent på, hvad der er gået forud, før det ”sidder i kassen”. Det er netop, hvad Ulla Houmann gerne vil illustrere i sin bog. Tanker, planlægning og fysisk arbejde, der er blandt det, der får serien til at fremstå som en helhed. Samspillet mellem forfatter, instruktør og skuespillere, som har bidraget til, at Matador er blevet den mest populære serie produceret af Nordisk Film.”⁠⠀
📚⁣⁠⠀
Øv. Det er nok desværre den bedste måde at beskrive den her bog. “Da jeg klædte Matador på” har i princippet så meget potentiale, da Ulla Houmann i kraft af hendes position kommer med et helt unik perspektiv, der desværre falder fuldstændig til jorden grundet udformningen af udgivelsen, for indholdet er der som sådan ikke noget galt med. Historia er et medudgiverforlag, og det skriger “Da jeg klædte Matador på” desværre til himlen. Papirkvaliteten er dårlig, indbindingen lader meget tilbage at ønske, opstillingen af teksten er uhensigtsmæssig men værst af alt er billeder placeret helt uhjælpeligt. Billederne er tydeligvis ikke taget af en professionel, og der er flere steder i teksten lidt redaktionelt hjælp havde gjort en verden til forskel. Jeg læste bogen færdig, da jeg er relativt stor (desperat) fan af Matador, og jeg er glad for at den viden Ulla sidder med er nedskrevet til tiderne efter hende, men hvor gør det ondt i mit hjerte at udgivelsen ikke er gjort mere professionelt, for både Ulla og emnet fortjener langt bedre. “Da jeg klædte Matador på” anbefales til bibliotekslån fra de allerstørste Matador fans, og så håber jeg at nogen på et tidspunkt genudgiver fortællingen om kostumerne i Matador, sådan som de fortjener.⁠


1/5 ⭐⁣⁠⁠⠀

Anmeldelse: Sejd (Tegneserie)

[Reklame/anmeldereksemplar fra forlaget]⁠⠀
📖: Sagaen om Sejd 📖: ⁠Stregfabrikken 📖: 2020⁠⠀


“Den fredløse kriger Gretter møder de splittede vølver, der praktiserer Sejd – den magiske kraft kun få besidder og de kæmper sammen mod den voksende ondskab.”⁠⠀
📚⁠⠀
Det her er en af de udgivelser hvor det næsten gør ondt at anmelde den, for det er et værk som nogen har investeret tid og kærlighed i. Historien er en meget klassisk “viking”fantasy hvor alt forløber som normalt med en rigtig stærk mandemande helt som selvfølgelig har en “fridged woman” i baggagen. Den består dog Bechdel testen, så det skal den have, og det er fint at se historiens kvinder tage så aktiv en rolle. Tegneserien er udgivet i softcover, og selvom papirkvaliteten er ok, ville jeg virkelig ønske at omslaget havde været af bedre kvalitet, hvilket jeg dog er fuldt ud bevidst om koster penge. Det er meget tydeligt i både streg og farvelægning at dette er vores forfatters første udgivelse – farverne er flade og perspektivering og baggrunde lader ofte meget tilbage at ønske. Værst er dog anatomien, som ikke på nogen måde er konsistent. Jeg påstår ikke at være tegneserie connaisseur, og jeg kan ikke selv tegne, men selv for mit relativt utrænede øje, er der nogen af tegningerne som klart burde have været tegnet om. Udgivelsen havde alt i alt gjort sig bedre som en webcomic, hvilket smerter mig at sige. Jeg kan ikke som sådan anbefale den, men hvis det havde været en webcomic ville jeg ikke have noget problem med at opfordre de yngre drenge i den lokale rollespilsklub til at give den et klik, og den vil måske gøre sig godt hos ældre superfans af serier som “The Witcher”, for at sige det på godt Troldspejlsk. Jeg kommer til at give mit eksemplar til læs for livet, og satse på der er et barn derude som vil knuselske den. ⁠⠀

⠀⁠⠀
1/5 ⭐⁣⁠⠀

Anmeldelse: At stjæle fra American Apparel (Bog)

📖: At stjæle fra American Apparel 📖: Korridor 📖: 2016⁠⠀

“Sam er en ung rodløs forfatter. Han arbejder på en vegansk restaurant og fritiden bruges på internettet og i venners lag, hvor alkohol, stoffer og sms’er er en fast bestanddel. For at få spænding i livet stjæler han fra tøjforretningen American Apparel.”⁠⠀

📚⁠⠀

Øv. Det er vidst desværre det primære jeg har at sige om “At stjæle fra American Apperal”. Jeg er så betaget af Korridors nyudgivelser af japanske noveller, at jeg besluttede mig for at grave mig igennem bagkataloget, and baby, “at stjæle fra American Apperal” ain’t it. Udgivelsen starter egentlig fint nok, men det bliver hurtigt tåkrummende tydelig for mig som den læser jeg er at vores hovedperson er af den selvoptagede røvhulstype. Det jeg fandt mest interessant var det korte besøg i en fængselscelle, og selv der var der en selvhøjtidelighed og en malplaceret kunsterisk alvor der gjorde at jeg ikke blev taget med. Nu er KSHDKboeger mit perspektiv, og The Guardian var helt oppe og ringe da bogen blev udgivet, men jeg har kun en ting at sige, og det er øv øv øv. Anbefaler den ikke, medmindre du er edgy ungt menneske der er for cool til den etablerede litteratur, men hvis du er det, så har du sikket alligevel allerede læst udgivelsen.⁠⠀

1/5 ⭐

Anmeldelse: Smukke dreng (Bog)

📖: Smukke Dreng 📖: Tellerup 📖: 2019⠀⁠⠀⁠⠀


“Den smukke 17-årige Nor fra whiskybæltet har udadtil alt, men indeni kæmper han.”⁠⠀
📚⁣⁠⠀⁠⠀
Da rygterne svirrede på Bogforum 2019 om at Tellerup havde en bog der solgte fuldstændig vanvittigt blev jeg selvfølgelig dybt nysgerrig – så jeg gik pænt hjem og skrev mig op i køen på biblioteket. Desværre, og det er et rigtigt stort et af slagsen, er “Smukke Dreng” noget af det mest cringe jeg nogensinde har læst. Det danske pinligt dækker på ingen måde over min læseoplevelse, og med den mængde af fremmedord forfatteren har lånt til teksten er det vidst også kun på sin plads at jeg bruger cringe. Smukke Dreng har klart potentiale – der findes ikke nogen der har levet i 00’erne som ikke med en vis nostalgi husker filmen “Rich Kids” hvilket denne bog kunne have været, men Smukke Dreng er desværre bare helt abnormt dårlig. Plottet er for sindsygt og ikke på den gode måde. Ekstremitet efter ekstremitet gennemsyrer plottet og ødelægger troværdigheden voldsomt. Vores hovedperson bliver voldtaget af sin fars kæreste hele tre gange indenfor de første 100 sider, hvilket jeg i princippet godt kunne købe som en plotlinje men når det blandes med de næsten ækle yderligere seksuelle twists i bogen læses det ikke som en plotlinje men mere som noget der er skrevet for at chokere og være ~edgy~. Vores hovedperson Nor har det mest bizarre sprog, der på ingen måde er svarende for hvordan nogen teenagere nogensinde har talt. Alt dialog læses mest af alt som en voksen der desperate har forsøgt at google sig til hvordan unge mennesker fungerer. Der er adskillige problematiske elementer som bliver håndteret på en kvalmende måde og reelle faktuelle fejl som ikke er researchet grundigt nok blandet med heftige fordomme. Bogen bærer klare præg af at have ligget i en skuffe siden 16-17, for NedeMette bliver nævnt eksplicit og meget af det brugte slang kan findes i en sprogguides i Femina fra 2017. Jeg kan desværre ikke anbefale bogen, og selvom 2020 kun lige er startet tør jeg vædde med den her er et unika af en læseoplevelse som er “The Room” værdigt.⁠⠀

Jeg giver bogen 0/5 ⭐⁠⠀⁠⠀

Anmeldelse: #tyndogrig – det, jeg taler om (Bog)

[Reklame/anmeldereksemplar fra forlaget]⁣⠀⁠⠀
📖:#tyndogrig – det, jeg taler om 📖: Grønningen 1 📖: 2019⁣⠀⁠⠀

“Journalist Ditte Okman (f. 1974) beretter om emner, der pisser hende af eller glæder hende, og kredser om det at bliver mor sidst i 30’erne, om livet som konfronterende journalist, der ikke finder sig i noget, om drukture, ferier og om de rige og kendte.” – Bibliotekets beskrivelse.⁠⠀

📚⁣⁠⠀

Jeg kom ca. 33 sider ind i #tyndogrig før jeg tænkte, “Wauw, du har godt nok utroligt travlt med at være forarget over andres forargelse, og hvor er det kedeligt at læse om.” – Fejlen er muligvis på min side, for jeg kendte ikke Ditte Okman, og har aldrig lyttet til “Det vi snakker om”, men jeg blev alligevel interesseret i bogen grundet forsidebilled og bagsidetekst. Ditte fremstiller sig selv som en grovkornet “havnearbejder” med spidse albuer og godt gang i journalistkarrieren, og det er fantastisk fint, men selvom bogen faktisk runder mange alvorlige, spændende og vigtige emner blev det aldrig en læseoplevelse der rørte eller interesserede mig oprigtigt, da det simpelthen er for brovtent, arrigt og voldsomt. Her vil Ditte garanteret sige at det ligger i min banehalvdel, og det er det vidunderlige ved litteraturen, for den behøver ikke ramme alle. Der var dog flere steder hvor jeg havde en klar fornemmelse af at teksten var skrevet for at jeg skulle have sympati for eller være på Dittes side, hvor jeg ærligt ikke kunne opstøve lysten til nogen af delene. #tyndogrig er godt skrevet i et fint sprog, og selvom det lyder selvmodsigende og ikke specielt indlysende vil jeg umiddelbart anbefale den til de mennesker der sidder i vendiagrammet mellem dem der elsker Linse Kessler og har en en oprigtig interesse i politik. ⁠⠀

Jeg giver bogen 1/5

Anmeldelse: Tatovøren og klitoris (Tegneserie)

[Reklame/anmeldereksemplar fra forlaget]⁣
📖: Tatovøren og Klitoris 📖: Fahrenheit 📖: 2019⁣⠀⁠⠀

“Tatovøren og klitoris” er en drømmebog, der hvirvler op i spørgsmål om skam, tvivl, seksualitet og identitet. En sanselig og symboltung rejse gennem kroppen og kulturen med blik på de begrænsende kønskonstruktioner og kompleksiteten ved at være menneske og kvinde.⠀ Et på en gang feministisk opråb og omfavnelse af dets paradoks” – Forlagets beskrivelse⠀

📚⁣⁠⠀

Jeg har virkelig, virkelig, virkelig prøvet at forstå “Tatovøren og Klitoris”, men trods ihærdige forsøg og flere samtaler med kollegaer og venner, har jeg simpelthen måtte give fortabt. Jeg kan vende de sorte/hvide sider holdt i skitsens æstetetik, jeg kan læse taleboblernes spørgsmål og til dels følge plottets rejse ind i underjeget og den søgen hovedpersonen gennemgår efter sig selv, men jeg fatter det simpelthen ikke. Det er ikke nogen nyhed for læsere at jeg er meget kontekstorienteret, og at jeg som personlig læser har stort behov for sammenhæng og en detaljeorienteret forfatter hvis jeg synes noget virkelig skal være fedt. Det er Tatovøren og Klitoris på ingen måde, eller også er den, jeg er bare ikke i stand til at forstå dens symbolsprog. Et eksempel er en scene hvor hovedpersonen kaster /føder et barn ud af munden. Jeg ser at barnet fødes af hovedpersonens ord, men jeg kan ikke forbinde det til resten af handlingen, når der så vokser et broccolitræ (beskrevet som broccoli og ikke livets træ) frem af moderkagen, som spises af en mandelig forbipasserende. Der er nogen smukke scener, hvor hovedpersonen kravler både ind og ud af sig selv, hvor vi som læser bliver præsenteret for et handlingsforløb hvor hovedpersonen løsriver sig fra sig selv. Tegneserien er tryk i en tyk og lækker indbinding, og papirkvaliteten er der ligeledes kræset om, hvilket rent taktilt giver en dejlig læseoplevelse. Jeg ved ikke om jeg som sådan kan anbefale “Tatovøren og Klitoris”, for jeg har svært ved at se den låner/læser værket passer til, men hvis du kan lide det rå i alle former og kvinders ord, er denne tegneserie måske for netop dig.⠀

Jeg giver bogen 1/5 ⭐

Instapost – The Moomin Craft Book (Bog)

kshdkboeger

📖: The Moomin Craft Book 📖: Pan McMillan 📖: 2018

“The Moomin craft book” er en klassisk kreabog med guides til kreering af flere forskellige dimser og dippedutter – Denne gang indenfor Mumiernes univers.

📚⁣

Burde jeg elske den her? Helt bestemt. Gør jeg det? Nej, men stort N. Det kan muligvis skyldes at mine forventninger har været for store, men jeg kan simpelthen ikke komme op og ringe over forslag om at jeg kan male pinde og sten i forskellige pangfarver. Faneme tak ska’ du ha’, den havde jeg aldrig selv regnet ud. Når en bog vælger at forholde sig til et specifikt univers, synes jeg at der medfølger en vis form for ansvar, og den opgave bliver ikke løftet, særligt ikke med sten og pinde som ingen relation har til Mumitroldene. Muslingskaller eller konkylier havde været noget andet, men pinde? Come on. Det stopper dog desværre ikke der. I stort set alle syopskrifter eller forslag ser Mumierne skæve eller decideret forkerte ud (bortset fra den hæklede Mumi, så fortjent shoutout til den som det eneste i bogen). Det virker fuldstændig håbløs når noget så essentielt som proportionerne til karakterne ikke er lige i øjet, når det er det værket burde sælges på. Vil jeg anbefale bogen? Njamhn. Jeg kan forestille mig at den kan have kvaliteter som inspirationsværk, men kun hvis du af guds nåde er exceptionelt ideforladt eller aldrig har lært at bruge Pinterest. Bogen er i udmærket kvalitet med lækre sider, flot indbinding og en smuk opstilling med Janssons originalstreg, så der kan argumenteres for at den vil have værdi som opslagsværk på reolen, men ærlig talt, så bare lad vær og brug dine penge på noget andet. Hvis du ønsker dig en “ordenligt” kreabog, så smut forbi Sabine Lemere, som har skabt flere der er alle pengene værd og lidt til.⁣⠀

Jeg giver bogen 1/5 ⭐
Andre bøger med 1 stjerne

Instapost – Det Gyldne Kompas (Bog)

kshdkboeger

📖: Det Gyldne Kompas 📖: Gyldendal 📖: 2001

“11-årige Lyra bor i en verden, der eksisterer parallelt med vores, men hvor mennesker sjæle har form af dyr.” – Saxo

📚⁣⠀

Jeg kan ligeså godt sige det som det er; Jeg køber simpelthen ikke konceptet i “Det Gyldne Kompas”. Eller – Det er måske forkert, for jeg elsker ideen om Daemons som en ydre repræsentation af den menneskelige sjæl, men resten? Det overordnede plot er kluntet og har en underlig rytme, verdensopbygnignen er en stor gang kluddermudder, de religiøse overtemaer bliver direkte latterlige i deres totalte forkastelse og foragt og hvorfor i alverden er det netop isbjørne der har udviklet sig til at have menneskelignende intelligens?? Jeg har mange problemer med bogen, og det er synd, for Lyra er ufattelig interessant og hendes forhold til Fru Colter repræsentere noget der ikke ofte ses. Det kan argumenteres at jeg med mine 25 år simpelthen er for gammel til serien, at jeg ikke kan se dens potentiale fordi jeg er for kritisk, at jeg tænker for meget over hvordan daemoner fødes (kommer de ud efter baby? Kommer de fra baby skrig? “Føder” fars daemon barnets daemon?) og finder det fundamentalt underligt at Lyra omtaler en bjørn /så/ kærligt. Jeg læste bogen første gang i 7ende klasse, og den gang var jeg heller ikke vild med den, selvom jeg ikke havde lagt helt så meget mærke til bjørnene. Det Gyldne Kompas er ikke en dårlig serie, og hvis man som læser er til steampunk blandet med træk fra High Fantasy er Det Gyldne Kompas et stensikkert bud på en god læseoplevelse. Jeg er også sikker på at mange børn vil blive indfanget af universet, for hvem kunne ikke tænke sig at have et væsen der altid viser dig hvem du er? Alt i alt var Det Gyldne Kompas, både bog og film, en kæmpe skuffelse, men jeg regner stadig med at se BBC serien for jeg vil så gerne have af et så interessant univers også udvikler sig til en historie jeg kan føle mig investeret i.⁣⠀

Jeg giver bogen 1/5 ⭐
Andre bøger med 1 stjerne

Instapost – Bedstemor Huldas bibliotek (Bog)

19

 📖: Bedstemor Huldas bibliotek 📖: Forlaget Torgad 📖: 2010⁣⁣⠀

I en verden hvor forældre glædeligt forgælder sig til fængselsstraffe for at få det nyeste nye står 11 årige Albertina pludselig helt alene tilbage i en verden hvor ingen vil hende det godt – bortset fra den mystiske kvinde der en dag dukker op og kalder sig selv bedstemor Hulda.⁣⠀

📚⁣⁣⠀

Bedstemor Huldas bibliotek er en bog jeg virkelig virkelig gerne ville have synes om. Jeg gør det bare ikke. Jeg ved ikke om det er en kombination af den ekstremt hævede pegefinger og det ubehag jeg føler ved tegningers æstetik (shout out til “Grumme historier for grummesomme børn” der har ødelagt mig for evigt), men det fungerer bare ikke. I princippet er historien om børns oprør mod et totalitært kapitalistisk samfund jo spændende og bibliotekarhjertet bliver da også lykkeligt når det siges at bøgerne er den eneste vej frem, meeeen. Heldigvis er min mening ikke den vigtigste i verden, og bogen anbefales til unge læsere af dystopi, til børn med kærlighed for Roald Dahl som kan undvære Quentin Blakes streg, og Fahrenheit 451.⁣⠀

 Jeg giver bogen 1/5 ⭐⁣⁣
Andre bøger med 1 stjerne

Instapost – EGO (Tegneserie)

9

 [Reklame/anmeldereksemplar fra forlaget]
📖: Ego 📖: Comic Factory 📖: 2017⠀

“Den her historie handler om mig, mit vanvid, min forfængelighed, mine fantasier … minder og drømme…”

📚⠀

Jeg indrømmer gerne at jeg inden jeg modtog “Ego” fra forlaget aldrig havde hørt om Nicolai Hvidberg Jørgensen, hvilket afspejler sig i min anmeldelse af tegneserien, for jeg tror desværre at man skal være stor fan af Nicolai eller som minimum kende godt til hans kunstneriske univers for at få noget ud af at læse Ego. Forlaget beskriver tegneserien som “en slags tegnet dagbog”. Vores hovedperson kæmper med både indre og ydre dæmoner igennem konfuse sider i sort og hvid uden yderligere umiddelbar sammenhæng. Faste læsere af KSHDKboeger kender mit ret store behov for overordnede plots og linjer der giver mening, og den type fortælling er Ego på ingen måde. I starten eksistere der en klar symbolik omkring fødsel, og vores hovedpersons hjerne præsenteres også som en selvstændig “karakter”, dette bliver der dog aldrig fulgt op på, men spørgsmålet er også om det er nødvendigt i dagsbogsgenren? Ego er lavet af en stærk tegner med en klar streg og et færdigt udtryk, men desværre vurderes det at det for den udenforstående læser ikke oversættes særlig godt i historiedelen. Tegneserien anbefales til elskere af den selvbiografiske genre, til unge mænd og kvinder der er kørt fast i deres kreative arbejde som har behov for forståelse og spejlning og til dem der er glade for det absurde og surrealistiske. ⠀

 Jeg giver bogen 1/5
Andre bøger med 1 stjerne